Du kan vælge mellem den offentlige sygesikring og en privat læge. Hvis du henvender dig til en privat læge, får du en del af udgifterne refunderet af FPA.
Hvis du er folkeregistertilmeldt i Finland, har du som regel ret til den offentlige sygesikring, dvs. hjælp på lægehuse og hospitaler i din bopælskommune. Du har også adgang til private lægeklinikker.
Hvis du er beskæftiget, er din arbejdsgiver ofte ansvarlig for din sygesikring. Hvis du har været beskæftiget i mindst 4 måneder og er sygeforsikret i Finland, får du et sygeforsikrings-kort, det såkaldte FPA-kort. Du kan få adgang til offentlig sygehjælp, hvis du kommer fra et andet medlemsland af EU/EØS, selv hvis du har arbejdet i Finland i under 4 måneder.
Hvis du er studerende, kan du også henvende dig til klinikker, der er tilknyttet universiteter og højskoler.
FPA-kortet
Alle med fast bopæl i Finland får et FPA-kort. Kortet er dokumentation for retten til sygefor-sikringsydelser i Finland. Kortet er nødvendigt for at få fratrukket sygeforsikringens andel af dine udgifter, når du betaler på apoteket eller på en privat lægeklinik.
Refusion af udgifter
I almindelighed fradrages sygeforsikringens andel direkte fra lægemidlets pris eller lægens honorar. Hvis den ikke fradrages med det samme, kan du søge FPA om refusion inden for seks måneder.
Der er refusionsberettigelse for visse lægemidler og en del af honoraret til privat læge efter særlige takster, samt for udgifter til befordring til læge, lægehus, hospital eller privat lægeklinik.
Sygedagpenge
Du kan modtage sygedagpenge, hvis du er 16 til 67 år. Dine sygedagpenge fastsættes som regel efter den skattepligtige indkomst og er afhængige af, om du har været studerende eller arbejdsløs eller revalidend, eller haft varierende indkomster.
Når du ifølge lægeerklæring har været syg i 10 hverdage (den 1. fraværsdag + 9 følgende hverdage) kan du få sygedagpenge fra FPA som erstatning for tabt arbejdsindkomst. Arbejdsgiveren skal betale løn under sygdom i arbejdsgiverperioden eller selvrisiko-perioden. For selvstændige erhvervsdrivende er ventetiden 4 dage (den 1. fraværsdag + 3 følgende hverdage).
Hvis du får løn under sygdom, udbetaler FPA sygedagpengene til din arbejdsgiver. Hvis lønudbetalingen ophører under sygeperioden, udbetales sygedagpengene til dig selv.
Hvis sygdommen medfører langvarig uarbejdsdygtighed, kan du søge om revalideringshjælp eller pension.
Arbejdsskade
Arbejdsgiveren skal tegne ulykkesforsikring for sine ansatte. Alle arbejdstagere er forsikret mod ulykker, som opstår under arbejdet eller skyldes de omstændigheder, hvorunder arbejdet foregår, samt mod erhvervssygdomme. For studerende findes et særligt system, hvorefter der gives erstatning for skade, som opstår under deltagelse i praktiske øvelser. I Finland er der 13 forsikringsselskaber, hvori der kan tegnes ulykkesforsikring i henhold til arbejdsskadelovgivningen.