Alle erhvervsaktive i Finland optjener erhvervspension. Til dem, som ikke er erhvervsaktive eller som kun har optjent en lille erhvervspension, gives bopælsbaseret folkepension.
Pensionsformer
Erhvervspension og folkepension kan udbetales som alderspension, førtidspension, revalideringshjælp, pension ved arbejdsløshed og familiepension. Erhvervspensioner udbetales også som deltidspension.
Førtidspension tilkendes på grundlag af varig uarbejdsdygtighed. Hvis den tilkendes med tidsbegrænsning, benævnes den revalideringshjælp. Revalidering skal altid forsøges først.
Familiepension tilkendes den afdødes ægtefælle og børn under 18 år. FPA udbetaler også børne-pension til børn under heltidsstudium indtil det 21. år
Pensionsalder
Der er fleksibel pensionsalder for alderspensionerne i erhvervspensionssystemet. Man kan gå på pension på et tidspunkt efter eget valg imellem det 63. og 68. år. For folkepensionerne ligger aldersgrænsen ved 65 år.
Optjening af pensionsret
Normalt sker pensionsoptjening med 1,5 procent af den årlige arbejdsindkomst. Procenten sti-ger med alderen; ved beskæftigelse efter det 53. år sker pensionoptjeningen med 1,9 procent af årsindkomsten, og ved beskæftigelse efter det 63. år med hele 4,5 procent af årsindkomsten.
Folkepensioner beregnes i forhold til ansøgerens bopælstid i Finland. Hvis ansøgeren ikke har boet i Finland i mindst 40 år mellem det 16. og 64. år, nedsættes folkepensionen i forhold til den pågældendes bopælstid.
Erhvervspensionsforsikring (Arbetspensionsförsäkringen)
Den finske erhvervspensionsforsikring er decentraliseret. Arbejdsgivere og virksomheder tegner sådanne forsikringer i et pensionsforsikringsselskab, en pensionskasse eller en pensionsinstitution. Institutionerne i erhvervspensionssystemet har fælles dataregistrering.
Både arbejdsgiver og arbejdstager betaler bidrag til pensionsforsikringen, således at arbejds-giveren fradrager arbejdstagerens bidrag i lønnen og indbetaler det sammen med sit eget bidrag.
Der findes særlige love om erhvervspension for forskellige grupper. De ansatte i den private sektor forsikres efter Arbejdstagerpensionsloven ArPL. Der findes særpensionslove for selvstændige erhvervsdrivende, landmænd, søfolk og de ansatte i staten, kommunerne og kirken.
Folkepension
Du kan få folkepension, hvis du ikke kan få eller kun kan få en lille erhvervspension. Folkepension tilkendes og udbetales af FPA. Det er en forudsætning, at du har boet i Finland i mindst tre år efter det fyldte 16. år, og at dine øvrige pensioner og erstatninger ikke overstiger den indkomstgrænse, over hvilken folkepension ikke kommer til udbetaling.
Pensionens størrelse kan også afhænge af, om du er gift eller samlevende.
Særlig understøttelse for indvandrere
Indvandrere, som er fyldt 65 år eller er uarbejdsdygtige, kan få denne særlige understøttelse fra FPA under forudsætning af, at de har haft varig bopæl i Finland i 5 år. Det er en yderligere forudsætning, at de ikke har ret til fuld folkepension.